Fødevarestyrelsens Kontrolkampagner for 2026 - bliv godt klædt på!

Udover den almindelige kontrol sætter Fødevarestyrelsen hvert år fokus på særlige områder med dybdegående kontrolkampagner. Da kampagnerne henvender sig bredt, er det ikke sikkert at alle er relevante for jeres virksomhed.

Det er altid en god idé at være forberedt, og det gælder også ift. kontrolkampagner. Vi anbefaler derfor alle fødevarevirksomheder at tage et kig på kontrolkampagnerne på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Du finder dem her: Fødevarekontrolkampagner 2026 - Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

I årets første måneder sætter Fødevarestyrelsen fokus på følgende:

’Kontrol af berigede fødevarer’ (start januar 2026)

  • Kampagnen ’Kontrol af berigede fødevarer’ er en gentagelse fra tidligere år, hvor Fødevarestyrelsen vil kontrollere, at virksomheder, der er ansvarlige for første markedsføring af berigede fødevarer i Danmark (f.eks. producenter og importører), overholder de generelle tilladelser og kravene til notifikation, anmeldelse og ansøgning.
     

’Aktiviteter og risici i autoriserede virksomheder’ (start januar 2026)

  • Fødevarevirksomheder, som håndterer animalske produkter, skal oftest have en autorisation af virksomhedens indretning og egenkontrolprogram. I kampagnen ’Aktiviteter og risici i autoriserede virksomheder’ kontrollerer Fødevarestyrelsen, om virksomhederne har sikret sig, at autorisationen for disse fokusområder fortsat er dækkende.

’Anprisninger af økologi mv. i serveringsvirksomheder’ (start februar 2026)

  • Formålet med denne kampagne er at beskytte forbrugeren mod vildledning samt at sikre lige konkurrencevilkår for spisesteder. Derfor vil Fødevarestyrelsen her have fokus på bl.a. anprisning af økologi og andre fødevarer, der udgives for at være af en særlig kvalitet eller oprindelse.


Kampagner gennemføres typisk uanmeldt. Fødevarestyrelsen vil med andre ord ikke varsle besøget på forhånd.

Har I spørgsmål til ovenstående eller ønsker rådgivning, kan I som altid kontakte os hos Comida Fødevarerådgivning på tlf. 71 99 34 49 eller info@comida.dk.

Nyhedsoversigt