Nyhedsoversigt

Er du klar til de nye kostråd?

Er du klar til de nye kostråd?

Fødevarestyrelsen lancerede i dag de nye kostråd, der har fået en klimavenlig vinkel.

”Spis planterigt, varieret og ikke for meget” og ”Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk” er nye formuleringer af kostrådene. Vejen til at spise mindre kød og mere plantebaseret kan være at øge indtaget af bælgfrugter, der samtidig også er en klimavenlig løsning. ”100 gram tilberedte bælgfrugter om dagen”, lyder anbefalingen.

Hvis du udvikler f.eks. måltidsløsninger eller nye produkter, eller du i din kantine eller delikatesse-afdeling vil følge de nye anbefalinger, så kan du erstatte noget af kødet med bælgfrugter. Du skal være opmærksom på, at du skal forholde dig til bælgfrugter som råvare i din risikoanalyse. Bælgfrugter indeholder lektiner, der kan give akut forgiftning med opkast og diarre, hvis de ikke udblødes og koges tilstrækkeligt inden servering. Du skal derfor have procedurer for din håndtering af bælgfrugter.

Kostrådene opfordrer også til at man nedbringer madspild, og sparer på energiressourcerne. Dette kan f.eks. gøres ved at man tilbereder større portioner af bælgfrugter ad gangen, som så kan bruges i flere forskellige retter. Her skal du i din risikoanalyse forholde dig til opvarmning og nedkøling af bælgfrugter.

Har du brug for sparring i forhold til nye råvarer/processer og risikoanalyse, så kontakt os gerne.