Nyhedsoversigt

Når du vil starte en fødevarevirksomhed

Der kan være mange regler at holde styr på, når man vil starte en fødevarevirksomhed. Comida hjælper dig med at komme godt i gang. Se mere her.

Registrering eller autorisation
Som udgangspunkt skal alle fødevarevirksomheder registreres. Virksomheder, der håndterer og leverer animalske fødevarer til andre virksomheder, skal dog som udgangspunkt autoriseres. Virksomheder i privatsfære eller under bagatelgrænsen skal ikke registreres. Det kan f.eks. være dagplejere i eget hjem eller foreninger, der sælger kage til et sportsstævne.

Detail- eller engrosvirksomhed
Når du ansøger ved Fødevarestyrelsen om registrering eller autorisation af din virksomhed, skelnes der mellem to typer af virksomheder: Detailvirksomheder og engrosvirksomheder. Detailvirksomheder sælger primært til den endelige forbruger, men kan også til en vis grænse sælge til andre detailvirksomheder. Engrosvirksomheder sælger kun til andre engros- og/eller detailvirksomheder og kun i meget begrænset mængde til den endelige forbruger, f.eks. til personale. Der kan være forskellige krav til detail- og engrosvirksomheder.

Hvornår må du starte din virksomhed?
Hvis din virksomhed skal registreres, må du starte din virksomhed, når du har modtaget en bekræftelse fra Fødevarestyrelsen. Hvis du håndterer animalske fødevarer og skal autoriseres, må du først starte din virksomhed, når Fødevarestyrelsen har været på besøg.
Hvis du har ansøgt om fremstilling eller markedsføring af økologiske fødevarer, må du ikke starte, før du har modtaget erklæring om økologikontrol fra Fødevarestyrelsen. Du skal være opmærksom på, at der kan være op til 4 ugers sagsbehandlingstid fra du ansøger, til du kan gå i gang. Se mere her om økologi.