Nyhedsoversigt

Har du styr på produktionshygiejne og fødevaresikkerhed?

Fødevarestyrelsen gennemfører fra sommeren 2022 og året ud kontrolkampagne med fokus på overholdelse af mikrobiologiske kriterier. I mikrobiologiforordningen er der fastsat grænser for, hvornår en fødevare har en tilfredsstillende, mikrobiologisk kvalitet og om hygiejnen ved en proces er tilstrækkelig.

Som fødevarevirksomhed skal du jævnligt udtage prøver af de fødevarer, som du fremstiller. Bakterier som Listeria monocytogenes og Salmonella kan ved utilstrækkelig rengøring etablere sig i dit produktionsmiljø, og derved overføres til fødevarer, som kan gøre mennesker syge. Prøveudtagning af fødevarer er derfor nødvendig, for at din virksomhed kan dokumentere, at mikrobiologiske kriterier overholdes. Herved viser du også, at dine HACCP-procedurer fungerer i praksis.

Fødevarestyrelsens vejledning nr. 9774 om mikrobiologiske kriterier er blevet opdateret pr. 1. juli 2022. Den er at finde på www.retsinfo.dk
Hos Comida Fødevarerådgivning kan vi rådgive om udarbejdelse af en prøveplan ift. udtagning af prøver. Vi har også erfaring med vurdering af og opfølgning på analyseresultater.