Nyhedsoversigt

Har du styr på fødevare­kontakt­materialer i din virksomhed?

Har du styr på fødevarekontaktmaterialer i din virksomhed?
Mange fødevarevirksomheder har helt styr på indholdet i deres produkter, men hvad med emballagen, procesudstyr eller de redskaber, som fødevarerne kommer i kontakt med? Generelt er det vigtigt, at man kun anvender fødevarekontaktmaterialer (FKM) til det, de er beregnet til. Forkert brug af FKM kan føre til afsmitning af uønskede kemiske stoffer til mad og drikkevarer.
EU-lovgivningen om FKM omfatter generelle regler for alle typer af materialer så som plast, pap og papir. Det er ikke kun emballage, men også f.eks. beholdere til transport, maskiner til forarbejdning eller køkkenredskaber, der er omfattet af lovgivningen. Der er desuden supplerende specifikke regler for f.eks. plastmaterialer.
Som fødevareproducent skal du have dokumentation for at de materialer, du anvender, er egnet til formålet. Materialet skal følges af en overensstemmelseserklæring, hvoraf det skal fremgå, hvilke typer af fødevarer materialet er egnet til f.eks. sure eller fede fødevarer samt ved hvilke temperaturer og i hvor lang tid.
Fødevarestyrelsen gennemfører her i efteråret kontrolkampagne om anvendelse af FKM i fødevarevirksomheder. Kontakt os gerne, hvis dine procedurer for FKM trænger til opdatering.