Madspild og donation af mad
Hver dag smides betydelige mængder mad ud, som kunne have været spist. Det er spild af både mad og penge, og det påvirker både vores klima og miljø. Der er madspild i hele fødevarekæden, dvs. under dyrkning og produktion, transport, håndtering i butikkerne samt tilberedning og servering i kantiner, cateringfirmaer og restauranter. Hvis du som kantine, restaurant eller cateringfirma har overskudsmad, kan det doneres via hjælpeorganisationer til hjemløse og socialt udsatte. Du skal både som den, der donerer, og som modtager have en risikoanalyse og egenkontrolprocedure for denne aktivitet.
Når du donerer mad, har du stadig ansvar for, at maden ikke gør mennesker syge. Du skal også oplyse om allergene ingredienser, og have styr på hvilken mad, du donerer til hvem. Som modtager skal du vurdere kvaliteten af den mad, du modtager samt registrere hvad, hvor meget og fra hvem, du modtager.
I supermarkeder og andre detailbutikker kan du donere færdigpakkede fødevarer med overskreden holdbarhedsdato, hvis de er mærket med bedst før. Fødevarer mærket med sidste anvendelsesdato skal altid kasseres. Uindpakket brød, frugt og grønt kan også doneres, hvis det ser frisk ud og smager og lugter, som det skal.
Fødevarestyrelsen har lavet denne guide, som du kan anvende, hvis du er i tvivl om du må donere overskudsvarer. Du kan også altid kontakte os, hvis du har spørgsmål eller skal have udarbejdet risikoanalyse og egenkontrol på området.
Har du brug for hjælp til at nedbringe madspild i din virksomhed?
Vi kan hjælpe kantiner, restauranter, cateringsvirksomheder og storkøkkener med at gennemføre en madspildsanalyse. En af vores fødevarekonsulenter gennemgår jeres processer, måler madspildet og kommer med konkrete anvisninger på, hvordan I kan minimere spild af mad. Gennem dialog og praktiske øvelser inddrages medarbejderne, så I får handlingsorienterede værktøjer, der kan nedbringe jeres madspild.