Nyhedsoversigt

Tilbagekaldelser efter fund af pesticidet ethylenoxid

I efteråret blev en del fødevarer indeholdende sesamfrø trukket tilbage fra markedet. I sendinger af sesamfrø fra Indien var der fundet høje koncentrationer af pesticidet ethylenoxid. Ethylenoxid er ikke godkendt i EU, og fødevarer med et indhold over grænseværdien vurderes som farlige, og skal derfor trækkes tilbage fra markedet.  På den baggrund blev der indført skærpede importrestriktioner i EU for sesamfrø.
Efterfølgende er ethylenoxid også fundet i krydderier fra lande uden for EU. Dette betyder tilbagetrækning af en række sammensatte fødevarer som f.eks. suppe, remoulade, dressing og spegepølser, hvor krydderi med ethylenoxid er indgået som ingrediens.

Som fødevarevirksomhed skal man altså være opmærksom på, at ingredienser med et ulovligt indhold af ethylenoxid ikke anvendes i sammensatte fødevarer.

Fødevarestyrelsen har netop opdateret Tilbagetrækningsvejledningen, der kan være en hjælp til virksomheder, der står overfor en tilbagetrækning. Vi kan udarbejde procedurer for tilbagetrækning eller hjælpe med papirarbejdet i forbindelse med en tilbagetrækning. Se mere her: www.comida.dk/ydelser.