Nyhedsoversigt

Superfood eller helsebooster

Vil du gerne markedsføre dit produkt som sundt, kan du desværre ikke bare skrive hvad som helst om produktet f.eks. superfood eller helsebooster.

Udsagn om særlige ernæringsmæssige egenskaber ved dit produkt, eller at det har en gavnlig effekt på sundheden er reguleret i flere EU-forordninger.

Du må anvende godkendte ernærings- og sundhedsanprisninger f.eks. ”højt fiberindhold”, hvis dit produkt lever op til anvendelsesbetingelserne. Ud over dette kan du i din markedsføring give en generel information, der f.eks. henviser til de officielle kostråd. F.eks. Fødevarestyrelsen anbefaler ”Spis planterigt, varieret og ikke for meget”. Hvis du allerede henviser til kostrådene i din markedsføring, skal du være opmærksom på, at der for nylig er kommet nye kostråd, og at ordlyden er ændret. Du kan se de nye kostråd på www.altomkost.dk

Det er også en mulighed at anvende Nøglehulsmærket. Nøglehullet angiver den samlede ernæringsmæssige sammensætning af et produkt. Du kan læse mere om anvendelse af nøglehullet her: https://www.foedevarestyrelsen.dk/Selvbetjening/lovstof/Sider/Noglehulsmaerket%E2%80%93lovstof.aspx

Du skal også være opmærksom på, at det er forbudt at anvende udsagn om, at en fødevare kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme.