Susanne Evald Povlsen

Konsulent - Bromatolog

Som konsulent hos Comida arbejder jeg for, at virksomheders arbejde med fødevaresikkerhed og- kvalitet bliver en naturlig del af hverdagen og opfattes som vigtig for virksomhedens berettigelse. Der skal være et tæt samarbejde og samspil mellem aktiviteter i virksomheden og fødevaresikkerhed og -kvalitet. Det er vigtigt, at virksomheder kan se nytten og det positive udbytte af arbejdet med fødevaresikkerhed – det må aldrig blive systemer for systemernes skyld.

Derfor sætter jeg også en ære i at kommunikere åbent og ærligt og altid møde virksomhederne ”i øjenhøjde” – så rådgivningen altid passer til virksomheden uanset dens størrelse, funktion og egne kompetencer. 

Jeg har stor viden om fødevarelovgivning samt tolkning og implementering heraf med i bagagen, set fra såvel fødevarevirksomheders som fødevarekontrollens synsvinkel.

Som mikrobiolog og tilsynsførende i Fødevarestyrelsen har jeg arbejdet med overholdelse af fødevarelovgivningen i engros- som detailvirksomheder, herunder mikrobiologiske prøver og analyser, resultatvurdering, opfølgning på analyseresultater og opklaring af fødevarebårne sygdomsudbrud.

Fra mit arbejde som kvalitetschef og kvalitetsleder i mellemstore fødevarevirksomheder har jeg erfaring med at tolke og bruge lovgivning og regler, og få det til at virke i det virkelige liv. Altid i tæt samarbejde med de ledere og medarbejdere, der skulle bruge det.
Jeg har desuden arbejdet med opbygning, implementering og brug af certificerede kvalitetsstyringssystemer.